• Marie Jedig
  • Fredes Blog
  • Wewonder
  • Amalie Wessel
  • ···

EN NY DAG I EN NY BY

img_1018Adlinks: Dress: Vila Bag: Pieces  Sandals: Shoe Biz (HERE)

Hej fra mig, som endelig er landet i Singapore. Efter det, der endte med at blive en hel dagsrejse, landede jeg endelig hjemme hos Ricky i Orangehuset, ved 18.30 i går. Flyveturen fra Bali til Singa tager kun 2 timer og 20 minutter, men alligevel endte jeg med at være på farten i små 9 timer. Lige så højt som jeg elsker at rejse, lige så lidt holder jeg af selve rejsen. Det handler nok også om, at jeg er født uden tålmodighed og hvis der er noget, der kommer på prøve i lufthavne og i fly, så er det tålmodigheden 😉

I dag har vi heldigvis holdt et dejligt og roligt tempo, Ricky og jeg. Vi har spist morgenmad, drukket kaffe og friskpresset juice. Jeg har fået trænet i deres fitnesscenter, vi har spist frokost og gået ture. Så har vi også været et smut forbi forfatteren bag den her bog. Helt tilfældigt har hun lige udgivet en om Singapore og den var Ricky så sød at give mig i fødselsdagsgave – så den skulle vi lige ud og hente.

Hernede er klokken ved at være mange og vi er et pænt stykke henne på aftenen. Mine skønne værter skulle i byen, så jeg har været all by my self. Jeg har brugt tiden på at svømme en tur i poolen, besøge nogle af de vanvittige shoppingcentre og købe lidt mad med hjem, som jeg har spist i ro og mag. Nu sidder jeg i “min seng” og spiser chokolade og skal se lidt netflix. Det kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har gjort. Selvom jeg snart har rejst alene i 10 dage, så blev det min første aften alene. Det er helt skørt at tænke på.

Billederne er fra tidligere på dagen, hvor jeg var hoppet i den fineste hvide kjole fra Vila. Jeg har simpelthen ikke kunne finde den online nogen steder, men jeg ved at den er i butikkerne nu.

Kan I have en fortsat skøn lørdag derude <3

img_0990

img_1020

img_1034

img_0989

AFSKED MED BALI OG ET PINK SOMMERSÆT

img_0944Reklamelinks: Suit: Pieces (ONLINE SOON) Sandals: Shoe Biz (HERE)

Det er slet ikke til at forstå, men i skrivende stund sidder jeg i lufthavnen på Bali og venter på mit fly (som selvfølgelig er forsinket). Det bliver en hurtig tur, for inden jeg skal tilbage i kulden, så snupper jeg et par dage i Singapore hos en af de sødested jeg kender.

Jeg var egentlig sikker på, at når min rejse lakkede mod enden, så ville jeg være mere end klar på at skulle hjem. Sådan har jeg i hvert fald haft det alle de andre gange, hvor jeg har været væk i en længere periode. Men sådan har jeg det faktisk ikke i dag. Da jeg slog hul i hovedet i søndags, der var jeg ret klar til at tage hjem, men det tog ikke lang tid for mig at komme videre, glemme det og være taknemmelig over, at det ikke endte mere galt.

Jeg blev forelsket i Bali, da jeg besøgte øen for første gang, for halvandet år siden. For præcis et år siden, var jeg her også og der blev jeg endnu mere forelsket. Det var faktisk der, at tanken om at tage herned i en længere periode opstod. Nu har jeg været her i godt tre uger og min kærlighed er fordoblet. Måske mere end fordoblet. Bali må næsten være det tætteste man kan komme på et ægte paradis og der er simpelthen så mange gode grunde til at rejse herned.

Jeg glæder mig til er par dage i Singapore og til at være mere sammen med Rikke. Jeg glæder mig også til at se min familie og venner igen, men hvis jeg skal være helt ærlig, så gav det faktisk et lille stik i mit hjerte, da jeg sagde farvel til det hele.

Billederne her er fra en af dagene hernede. Spørg mig ikke hvilken 😉 Som I nok kan regne ud, så er jeg super glad for mit fine sæt fra Pieces. Både fordi det er lyserødt, har blomster på og fordi det er helt perfekt, når man opholder sig i 30 grader.

Kan I have en skøn fredag derude <3

img_0954

img_0942

REJSETANKER #2

img_0571

1. Næste gang jeg rejser langt væk i lang tid, så køber jeg en fleksibel flybillet. Jeg ville f. eks rigtig gerne til Singapore 3-4 dage tidligere, end hvad jeg havde planlagt. Det virkede ganske enkelt som et umuligt projekt at få lov til og reglerne i flybranchen er nok de dummeste og mest strenge, jeg længe har mødt. Heldigvis kender jeg en, som har talegaverne i orden og som nok har løst problemet for mig.

2. Hvorfor klikkede jeg ikke den her hjem inden jeg rejste herned? Heldigvis skal jeg på endnu en bade-rejse, når jeg kommer hjem fra Bali-land, så måske jeg bare burde købe den.

3. Når man rejser alene, er det næsten mere svært ikke at møde nye mennsker, end det er at møde dem. Jeg bliver overrasket hver gang.

4. De der irriterende situationer, hvor man forelsker sig i et par solbriller ved en lille gade-kiosk og de bare sidder som var de skabt til dit ansigt. Det eneste minus, er det lille logo i siden, hvor der enten står Ray-bon eller Cucci.

5. Jeg kan aldrig få Aircondition(en) til at virke. Lidt ligesom, at jeg heller aldrig kan få hotelværelsets Espresso-maskine til at virke.

6. Det er forholdsvis fantastisk at være 6 timer foran den danske tid. Ingen mails før kl. 15 og man har goooood tid til at planlægge dagens indlæg. Den luksus kunne jeg godt vænne mig til.

7. Papmachè-reglen er den bedste makker man kan ønske sig, når man rejser alene. Sjældent har en bog givet mig så mange a-ha oplevelser og ikke mindst grineflip.

8. I går købte jeg 3 øl på en bar. Jeg betalte ikke engang 30 kr.

9. Jeg er allerede igang med at planlægge hvornår jeg kan rejse til Bali igen.

10. En anden ting, jeg også skal huske næste gang jeg rejser ud i verden er at tjekke lidt mere op på det sted, jeg vælger at indlogere mig. Da jeg rejste til L.A for et par år siden, endte jeg i et kollektiv i en forstad, hvor jeg mere eller mindre sad fast. Både fordi jeg hverken havde en bil og fordi de ikke har nogen form for offentlig transport. Her i Canggu oplever jeg lidt det samme. Jeg bor ikke super centralt og det er mere eller mindre umuligt at gå på vejene. ALLE kører på scooter og efter mit uheld i søndags, har jeg ikke mod på at køre på sådan en. Det husker jeg lige til næste gang.

NÅR TINGENE PLUDSELIG TAGER EN UVENTET DREJNING

img_0634

I går. I går var absolut den mest indholdsrige dag, jeg længe har haft og bliver en af dem, som jeg sjældent glemmer. Dagen startede helt perfekt;  jeg stod op og løb en lang tur og spiste min daglige smoothie bowl på min lokale cafè. Jeg havde egentlig bare planlagt at bruge dagen på afslapning og arbejde. Pludselig falder jeg i snak med en fra et socialt medie, som måske starter med T og slutter med R. Altså det sociale medie.

En time senere, finder jeg mig selv sidde på en scooter med min nye amerikanske ven, som tilfældigvis havde været i byen de sidste par måneder og som da hellere end gerne vil bruge en hel dag, på at vise mig alle de skjulte skatte her i Canggu #amerikanere. Så det gør vi. Fra tidlig formiddag til sen eftermiddag cruiser vi rundt, drikker kokosnødder, kigger på bølger, snakker om alle de der ting, man nu snakker om, når man møder nye mennesker. Jeg får endda lov til at prøve hans scooter, for jeg havde fattet mod nok til at anskaffe mig en. Man er pænt handicappet hernede uden, skulle jeg hilse og sige.

Da vi skilles, beslutter jeg mig for at vente en enkelt dag med at leje min egen, for jeg skulle alligevel ikke bruge den om aftenen. Da jeg kommer hjem arbejder jeg lidt på terrassen, mens jeg drikker en øl og overvejer hvad jeg skal bruge min aften på.

ved 19.30 tiden beslutter jeg mig for at gå ud og spise noget mad, på en nærliggende restaurant. Noget jeg virkelig vil ønske at jeg havde vidst, før jeg bookede det sted jeg bor er, at det er umuligt at komme rundt uden en scooter. Ikke fordi der er langt til ting, men fordi vejene ikke har fortove og desuden er fyldt med scootere og biler. Var nogle af bilerne bare taxaer, så havde situationen været helt anderledes.

Jeg går langs vejkanten og er egentlig i strålende humør, efter en helt perfekt dag. Lige pludselig siger det  BANG og det næste jeg registrerer er, at jeg ligger i et stort hul i vejkanten. Det første jeg bemærker er, at mine sko er væk (det var dem her) og så snart jeg får rejst mig op, finder jeg min telefon, så jeg kan lyse efter dem. Jeg har ikke slået mig som sådan.

Pludselig kommer der 6-7 lokale mænd hen til mig spørger om jeg er okay, hvilket jeg jo egentlig var. De bliver ved og ved og jeg forstår ikke helt hvorfor de ser så bekymrede ud. Den ene af dem vil skylle min nakke og min første tanke er, at han jo nok bare vil fjerne alt det snavs, som jeg var landet ned i (jeg tør slet ikke at tænke på hvad det egentlig var).

Pludselig ser jeg, at vandet er helt rødt og at blodet mere eller mindre løber ned fra hovedet og at min kjole og resten af min krop er badet i det. Jeg bliver lidt bange og ved ærligt talt ikke helt hvor jeg skal gøre af mig selv. En af mændene kaster mig op på sin scooter og efter 5 minutter er jeg på en skadestue, hvor jeg bliver mødt af en læge og 5 sygeplejersker.

De er søde. Rigtig søde og får mig til at være ret rolig. Mens sygeplejerskerne vasker mig fra blod og snavs, forsøger lægen at stoppe blødningen med en klud og koldt vand. Efter er kvarter siger han dog, at jeg bliver nødt til at få et sting. FEDT. Så der får jeg og tilmed også en stivkrampevaccination.

Heldigvis havde de WIFI derinde, så jeg kunne få fat på min mor, som gud ske tak og lov tog situationen helt roligt og fortalte mig hvordan blødninger i hovedet ofte er ret voldsomme, selvom der ikke er sket det helt store.

Jeg fik også ringet til verdens bedste Ricky, som jeg til tider betragter lidt som min anden mor. Meget unge anden mor. Selvom hun var tilbage i Singapore, så var det bare ret rart at vide, at nogen var forholdsvis tæt på. Hun tog heldigvis også situationen rigtig pænt og bare det der med at høre hende sige “at jeg jo sagtens kunne kommer over til hende på no time”, fik mig til at blive mere rolig.

Jeg endte med at blive hængende i et par timer, til observation. Selv var jeg dog ikke specielt bekymret for mit helbred, for jeg havde det egentlig fint og der var som sagt ikke noget, der gjorde ondt. Jeg snakkede lidt med de søde sygeplejersker, som slet ikke kunne forstå, at jeg ikke havde en friend to call. Èn af dem gav mig endda også følgende lille råd med på vejen; “Next time you go out in to the world, miss, dont go without a friend”. Det kan jeg så lige tænker over 😉

Jeg var tilbage i kollektivet, hvor jeg bor, omkring midnat. Alle var gået i seng og det passede mig egentlig ret godt, eftersom jeg var ved at dø af udmattelse. Jeg snakkede lidt med min mor igen og også med Julie, som netop var kommet tilbage til København. De overbeviste mig begge om, at jeg ville have det meget bedre, når jeg vågnede.

De havde heldigvis ret. Da jeg slog øjnene op, var jeg ret lettet over, at jeg vågnede og var i live. Jeg var ved at dø af sult, eftersom aftensmaden i går, blev aflyst. Jeg indtog den her lyserøde omgang og satte mig til at læse lidt i Hella Joof’s fantastiske bog. Aldrig har jeg læst noget, som har givet så meget mening i øjeblikket.

efter 20 sider, gik det op for mig, at jeg egentlig var ret heldig. Selvom det naturligvis havde været toppen, hvis det hele ikke var sket. Men alligevel, så kunne det også være gået meget mere galt. For det første har jeg ikke haft nogen smerter. WIN. For det andet, så kunne det have være mit ben eller min fod og så havde det betydet, at jeg hverken måtte løbe eller bade. Sidstnævnte er ret svært at undvære, når man befinder sig i 30 graders varme og har en pool tre skridt fra ens hoveddør, skulle jeg hilse og sige.

I går var jeg klar til at tage det første fly hjem til Singa og mor-Ricky, men nu hvor jeg lige har sundet mig lidt og tænkt over situationen, så er det jo ikke fordi det har ændret det helt store. Jeg kommer nok ikke lige til at lege den scooter, som jeg ellers havde planlagt. Det ville være at gamble med skæbnen.

Tidligere i dag faldt jeg i snak med en af kvinderne i min villa. De fleste er ret spirituelle og meget Namaste-agtige. Hun var overbevist om, at det skete af en grund, for nu var jeg mere eller mindre tvunget til at blive ved huset og slappe af og finde ro. Vi får se om hun har ret.

summa summarum, så er jeg okay og ved godt mod. Dog en ret stor forskrækkelse, to sting, en stivkrampevaccination og en oplevelse ringere. Men også 1000 kr. fattigere. Heldigvis er der noget, der hedder rejseforsikring.

#travelingalonetothenextlevel

NAMASTE

AAAAAAALL BY MY SELF

img_0800Tegenungan Waterfall, Ubud

Glædelig påske-søndag alle zusammen. Jeg håber, at I nyder ferien i fulde drag, hvad enten I bruger tiden sammen med jeres familier med hygge og påskefrokoster, eller om I er rejst i ud i den store verden. Det synes jeg næsten, at de sociale medier afslører, at mange har gjort.

Selv har jeg netop taget hul på den anden del af mit Bali-eventyr. I går tog min veninde, Julie, tilbage til København efter 10 helt fantastiske dage. Jeg vil lyve hvis jeg sagde, at det ikke var en lille smule hårdt at sige farvel til hende og jeg græd måske også en lille smule.

Da vi stod i lufthavnen, var jeg ret glad for, at det ikke var mig, der allerede skulle forlade det her paradis, for jeg er slet ikke færdig med Bali. Dog var der en anden del af mig, der havde bare lyst til at hoppe ombord på hendes fly og forblive tryg. Pludselig blev jeg ramt af en følelse, som jeg tydligt kunne genkende fra sidst jeg rejste til den anden side af kloden all by my self.

Kort fortalt, så bliver sindet delt i to; den ene del er bange, utryg, har hjemve og har kun lyst til at ringe grædende hjem til sin moar, mens den anden del har totalt meget mod på det hele og ved, at alt nok skal gå og at der også var en grund til at man tog beslutningen i sin tid.

I går, da den førstnævnte del nok var den der fyldte mest, endte jeg heldigvis med at mødes med verdens bedste Ricky. Hun er nok er den person der får mig til at føle mig mest tryg, næst efter min mor. Vi drak et par øl, gik en tur og spiste noget mad. Da jeg kørte derfra sidst på aftenen, var mit humør tip-top og lysten til at være her – helt alene – kom tilbage og jeg kunne pludselig huske hvorfor, at jeg tog beslutningen om at gøre det i sin tid.

I går brugte jeg forholdsvis meget energi på at finde ud af hvad jeg skulle lave, hvor jeg kunne møde nogen, hvordan jeg kom rundt osv. Men hele idèen til rejsen opstod jo egentlig fordi jeg have brug for at komme lidt væk fra det faste og få ro og tid til at fordybe mig i nogle ting. Ikke for at få nye venner og gå i byen 8 dage i træk. Selvfølgelig vil jeg gerne møde nye mennesker og jeg vil heller ikke sige nej til en sjov aften, men det er ikke succeskriteriet for, om rejsen ender med at blive en succes.

Og helt alene er jeg alligevel ikke. Som sagt er jeg flyttet ind i et slags kvinde-kollektiv, eller Womens Sanctuary, som de kalder det. I skrivende stund har jeg ikke engang været her i et døgn, så det er lidt svært at gøre en status allerede, men min mavefornemmelse er god.

Logisk nok bor her kun kvinder og de fleste er vist også solo-rejsende. Os er der i det hele taget mange af på Bali. Jeg har ikke mødt alle endnu, men de få som jeg har hilst på og snakket med, virker enormt søde og ret meget i zen 😉 Alle rum, områder og døre hedder noget med Earth, Peace, Water, Safe osv. Her er ret meget love og selvom jeg ikke er yoga og namaste-typen (endnu) så tror jeg faktisk, at det er et ret godt sted for mig. Hvis I følger med henne på Insta, så kan I også se et lille glimt af mit værelse. Det er ret fint.

Hold også øje med min Instastory, for jeg har store planer om at give jer en lille rundtur på stedet senere.

Kan I have den bedste søndag <3