KNÆKBRØD MED CHIAFRØ

OLYMPUS DIGITAL CAMERAHvis der er noget, jeg altid har på lager, så er det hjemmelavede knækbrød. Jeg er typen, som altid spiser enormt mange snacks i løbet af dagen og især de dage, hvor jeg arbejder hjemme. Jeg har ikke tal på, hvor mange portioner jeg snart har lavet af min klassiske opskrift. De er perfekt saltede og kan sagtens spises uden pålæg.

I går skulle jeg lave en ny portion men i sidste øjeblik, besluttede jeg mig for, at bevæge mig lidt ud af min comfort zone og ændre en lille lille smule på opskriften. En ændring, der bl.a bestod i at tilsætte Chiafrø, som bestemt ikke gjorde smagen dårligere. Hvis I lige skulle få en halv time I overskud på et tidspunkt, så må I love mig at kaste jer ud i en omgang. I vil ikke fortryde det og slet ikke når I kommer hjem sidst på eftermiddagen efter en lang dag. Det er der de smager aller bedst 😉

Nu vi er ved Chiafrø, så kan jeg virkelig også anbefale Urtekrams helt nye Chia butter – den som I også ser på billederne. Hvis I kan lide peanut butter, så vil i ELSKE den her.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det skal du bruge (Til èn bageplade) 

  • 1 dl Chiafrø
  • 3 dl vand
  • 2 dl sesamfrø
  • 1,5 dl solsikkekerner
  • 2 dl havregryn
  • 1,5 dl hvedemel
  • 1/2 dl solsikkeolie (eller olivenolie)
  • 1 spsk salt
  • 1 tsk bagepulver

Sådan gør du: 

  • Start med at blande Chiafrøene op med 1,5 dl af vandet og lad det stå i ca. 10 min.
  • Bland alle de ørige tørre ingredienser i en skål og rør godt rundt.
  • Tilsæt Chia-blandingen, den anden 1,5 dl vand og olien.
  • Rør godt i dejen, så det hele bliver jævnt fordelt. Konsistensen skal være klæbrig (hvis det hedder det?) men også sammenhængende.
  • ta´to stykker bagepapir og placer det ene på køkkenbordet. Læg dejen på midten og læg det andet papir ovenpå. Brug herefter en kagerulle til at rulle dejen flad. Den skal ca. være 1/2 cm. i tykkelsen.
  • Skær dejen ud i stykker og bag den i ovnen på 200 grader i ca. 20 min. Hold øje med den, får når den først begynder at tage farve, så går det hurtigt.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

SUNDE EFTERÅRSVAFLER MED GULERØDDER

OLYMPUS DIGITAL CAMERAEfteråret er for alvor kommet og det er jo sådan set fint nok, nu hvor det lod vente på sig så længe og gav os verdens længste sensommer. Som jeg også nævnte tidligere i dag, så synes jeg faktisk, at det er ganske hyggeligt og jeg har egentlig savnet lidt indendørs hygge.

Èn ting, som jeg lykkelig havde glemt er dog, at det altid er et lidt større projekt at komme ud ad døren og for mit vedkommende, er det noget jeg skal tage mig lidt sammen til, når vinden og kulden bider. Derfor havde jeg også samlet alle møder og andre gøremål i går, så jeg kunne bruge hele dagen i dag på at arbejde hjemme fra sofaen.

Da jeg kom hjem fra træning og skulle have noget frokost, fik jeg en kæmpe lyst til vafler, så jeg kastede mig ud i en lille omgang og brugte sådan set bare hvad jeg lige havde på lager hjemme i køkkenet. Det tog ingen tid og de blev faktisk rigtig gode. Ikke søde, men heller ikke alt for krydrede. Det er egentlig der man spiser til, som afgør om det skal være et sødt eller et mere mad-agtigt måltid.  Jeg spiste dem med peanut butter og rabarberkompot, hvilket altid er et hit i min bog. Opskriften skal I naturligvis ikke snydes for <3

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det skal du bruge (ca. 7 vafler) 

  • 3 dl rugmel
  • 1 dl boghvedemel (anden mel kan også bruges)
  • 4 dl Mandelmælk
  • 1 dl vand
  • 2 gulderødder
  • 1,5 tsk groft salt
  • 1 tsk kardemomme
  • 2 spsk chiafrø
  • 1 spsk honning
  • 1 tsk bagepulver
  • kokosolie til stegning

Sådan gør du: 

  • Start med at rive gulerødderne på den fine del af rivejernet
  • Bland alle de tørre ingredienser i en skål og tilsæt vand og mandelmælk
  • Bland det hele godt sammen med en håndmixer og tilsæt til sidst de revne gulerødder
  • Bag dem i et vaffeljern, som først er smurt godt og grundigt med kokosolie

Bon Appetit <3

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

NEMME OG SUNDE KIKÆRTEKIKS

IMG_0693Her til formiddag kastede jeg mig ud i et lille køkkenprojekt, som heldigvis endte ganske godt. Jeg er hoppet med på kikærtemel-bølgen og er vild med alle de ting, det kan bruges til. Det er super nemt at arbejde med og smager himmelsk, når det bliver bagt eller stegt.

Derudover er jeg også ret stor fan af alt hvad der handler om kiks og knækbrød og jeg har mere eller mindre altid de her på lager og spiser dem tit til frokost med grøntsager og hummus. Lidt forandring skader jo aldrig og i dag ville jeg forsøge at lave en lille mellemting mellem knækbrød og kiks. Jeg endte med at blive ret happy og smagen rammer helt plet et sted mellem det salte, det krydrede og det lidt søde fra honning. Prøv dem <3

Det skal du bruge (ca. 12 stk)

  • 250 g kikærtemel
  • 75 gram ristede sesamfrø
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 spsk honning
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 tsk salt
  • ca. en dl vand

Sådan gør du

  • Start med at blande alle de tørre ingredienser i en skål
  • Tilsæt olien og vandet lidt efter lidt og brug den ene hånd til at ælte i dejen samtidig
  • Slut med at tilsætte honningen
  • Brug begge hænder til at ælte grundigt. Dejen er hård og kan være en smule svær at arbejde med. hvis den driller og smuldrer, så tilsæt en lille smule vand. Men kun lidt. Den er vigtigt at den er klistret og hård.
  • Når dejen er sammenhængende skal den rulles ud. Jeg lagde den mellem to stykker bagepapir og rullede den ud med en køkkenrulle. Tykkelsen skal ca. være 1/2 cm.
  • Til sidst skal kiksene bare formes og her brugte jeg et vandglas til at trykke dem ud.
  • Bag dem i ovnen på 200 grader i ca. 15 minutter. Husk at hold øje med dem, for de tager lynhurtigt farve.

IMG_0686

IMG_0692

SMÅ BRØD MED SPINAT & FETA

IMG_0327

I kan sørme tro, at jeg er gået i fuld gang i køkkenet igen. Efter en lang sommer, hvor jeg mere eller mindre har været på farten hele tiden og nærmest ikke har haft mulighed for at lave min egen mad, føles det SÅ godt. Madlavning er afgjort noget af det aller bedste jeg ved og har nærmest en terapeutisk indvirkning på mig.

Her I weekenden har jeg været hjemme hos mine forældre på Fyn og den har naturligvis stået på en masse mad og madlavning. Min mor har det lidt på samme måde som mig og vi kan bruge timer på at kigge efter inspiration til nye opskrifter. I går kastede vi os ud i en omgang lækre og spinatfyldte brød. Det blev lidt af en succes og det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver dem. Opskriften skal I naturligvis ikke snydes for.

IMG_0307

Det skal du bruge (Ca. 15 stk.)

Dejen

  • 425 g. Grahamsmel
  • 1 lille pose eller 2 tsk tørgær (25 g. almindelig gær vil også kunne gå an)
  • 2,5 dl lunken vand
  • 3 spsk olie
  • 1 tsk salt

Fyldet

  • 200 g. frisk spinat
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • saften fra 1/2 lime
  • en lille pakke ristede pinjekerner
  • en håndfuld frisk mynte
  • 150 gram feta
  • Salt og peber

IMG_0298

Sådan gør du:

  • Start med at lave dejen – alle ingredienserne blandes sammen og æltes meget grundigt. Lad den hæve i en times tid.
  • Steg løget og hvidløget på panden i en god sjat olie, men pas på, at det ikke bliver for brunt.
  • Skyl spinaten og bland det i en skål, sammen med løg, hvidløg, mynte, pinjekerner, feta og salt og peber. Bland det hele grundigt sammen med hænderne, så spinaten falder lidt sammen.
  • Fordel dejen i 15 små kugler og rul dem ud i små og helt flade cirkelformede brød.
  • Fordel fyldet i brødene, som vist på billedet og luk dem sammen inden de kommer i ovnen.
  • De skal bages i 20-25 minutter på 200 grader.

IMG_0307

IMG_0333

RABARBERKOMPOT MED KANEL & VANILJE

OLYMPUS DIGITAL CAMERAMorgenmad er og bliver mit absolutte yndlingsmåltid. Jeg er næsten altid ved at dø af sult, når jeg vågner og intet kan starte min dag bedre, end tanken om, at morgenmad er det første på min agenda. Den bedste af slagsen, er noget med hjemmelavet Granola (kan virkelig anbefale den her opskrift) og noget med yoghurt eller skyr. Så skal det naturligvis toppes med noget lækkert og gerne lidt sødt. Normalt bruger jeg honning, men så snart rabarbersæsonen går i gang, tøver jeg ikke et sekund med at kaste mig ud i en rabarberkompot.

Sådan en smager intet mindre end helt fantastisk og minder mig på alle måder om varme danske sommerdage. Jeg har netop lavet en ordentlig portion og denne gang tilsatte jeg lidt ekstra smag i form af kanel og vaniljepulver. Det blev den bestemt ikke mindre lækker af og jeg tør næsten garantere, at I bliver lige så vilde med dem, som jeg er. Derudover er den så nem at lave, at det næsten ikke kan gå galt ♥

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det skal du bruge (Til et stort glas)

♥ 500 g. Rabarber

♥ 300 g. sukker

♥ 1 spsk vaniljepulver (ikke sukker)

♥ 2 små kanelstænger

♥ 1/2 dl vand

Sådan gør du

♥ Skyl rabarberne og skær den ud i mindre stykker. Gerne med en længde på 2-3 cm.

♥ Hæld dem i en gryde og tilsæt de øvrige ingredienser.

♥ Lad det koge på en mellemhøjt blus i en halvtimes tid – ellers indtil konsistensen bliver som man ønsker.

♥ Lad det køle af og hæld det på et lufttæt glas og nyd at du har den lækreste morgenmadstopping til de næste mange dage. 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Older posts