• Marie Jedig
  • Fredes Blog
  • Wewonder
  • Amalie Wessel
  • ···
KAN VI TALE LIDT OM #8

MINIGUIDE TIL BRUXELLES

bruxelles1

Hvad

Jeg har efterhånden nævnt det rigtig mange gange herinde, men vi tager den lige èn gang til; Bruxelles er afgjort en af de mest undervurderede Europæiske storbyer, jeg nogensinde har besøgt. Forestil jer et lille mix af London, Berlin og Paris – så har I Bruxelles. Byen har så meget mere at byde på, end EU, domstole og parlamentsbygninger og der er smukke bygninger, fantastiske butikker og små cafèer over det hele. Der er seje, smukke smarte og inspirerende typer på alle gaderne og udvalget af butikker og spisesteder kan man bestemt heller ikke klage over.  Personligt vil jeg til en hver tid hellere tilbringe en weekend der, end i Berlin.

Hvordan

Som jeg også beskrev i min guide til Antwerpen, så fløj vi til Bruxelles med Brussels airline. Turen fra København tager ca. 1 time og 15 minutter og det er super nemt at komme fra lufthavnen og ind til centrum af Bruxelles. Det tager ikke mere end 20 minutter med tog. Hvis man søger lidt på Momondo, kan man snildt finde flybilltter til omkring 1200 kr. retur.

bruxelles3

Hotel

Så vidt jeg er informeret, har Bruxelles helt enormt mange hoteller pga. alle de EU-relaterede ting, der er dernede. Jeg kan også mindes at være blevet fortalt, at mange af dem er meget billige i weekenderne, fordi fordi alle politik og EU-typerne jo oftest ikke arbejder og tager på forretningsrejser der.

På vores tur boede vi på et af de mest fantastiske hoteller, jeg nogensinde har boet på. Jeg havde faktisk ikke de store forventninger inden vores ankomst, fordi det var beskrevet som et Bed & Breakfast. Stedet hedder Druum og består af 6 forskellige værelser, som hvert er indrettet af forskellige kunstnere, med forskellige historier. Her snakker vi altså kunst på den der måde, hvor man bliver totalt inspireret og får lyst til at ændre alt ved sit eget hjem. Der var simpelthen så pænt over det hele, at jeg slet ikke kunne lade være med at tage billeder og snappe konstant 😉 Morgenmaden er også inkluderet og den spiser man ved et langbord i køkkenet, sammen med de øvrige gæster. Den er simpel, men der mangler bestemt ikke noget. Jeg vil til enhver tid anbefale at bo der, hvis man overvejer en lille Bruxelles-tur. Desuden er det også placeret i gåafstand til de bedste butikker og hyggeligste cafèer. I kan se flere billeder og læse meget mere HER.

Godt at vide

  • Hvis man er en lille smule frankofil, så er Bruxelles det helt rigtige sted at rejse hen. De taler primært fransk og byen minder, som sagt, på rigtig mange måder om Paris.
  • Ligesom Antwerpen har Bruxelles en meget overskuelig størrelse og man kan snildt gå rundt til det meste i Centrum. Faktisk brugte vi slet ikke deres offentlige transport, da vi var der.
  • Priserne på mad og drikke er rigtig gode og noget lavere end herhjemme.
  • Bruxelles er ligger i det nordlige Belgien, som også kaldes Flandern. Det er tæt på mange andre byer så som Paris, London og Amsterdam og ikke mindst Antwerpen, som kun er 40 minutter væk i tog.

bruxelles2

Shopping

Byen er altså lidt af et shoppemekka og personligt synes jeg faktisk, at den har endnu mere at byde på end Antwerpen, som ellers er kendt som værende lidt af en mode-metropol. Som sagt er der rigtige mange franske referencer og det gælder naturligvis også når det kommer til shopping – og hvem vil ikke gerne shoppe på den franske måde?

  • Rue Nueve: Bruxelles’ svar på strøget og den gade hvor man finder alle de store kæder som Zara, Mango, Primark, H&M, Pullandbear og jeg kunne blive ved.
  • Rue Antoine Dansaert: En gade, som man bliver nødt til at besøge. Det er nok det område, som man vil kalde for “fashion district” og er her man finde butikker som A.P.C, Zadig & Voltaire, Filippa K og en masse andre lækre brands. Desuden er det også her man finder de lækreste high end second-hand-butikker.
  • Brandy Melville (Rue Auguste Orts 19): Første gang jeg stiftede bekendtskab med Brandy Melville, var da jeg rejste rundt i Californien sidste sommer og siden har jeg haft et ret godt øje til butikken. Nu er den begyndt at åbne butikker rundt omkring i Europa og hurra for det. Deres varemærke er t-shirts med print på brystet og den slags ved I jo godt hvor glad jeg er for. De har naturligvis også en butik i Bruxelles og den er placeret i området omkring Antonie Dansaert, hvor man også finder alle de andre design-butikker.

bruxelles4

Dining

Nu tilbragte vi, som sagt, kun to dage i byen og derfor er det naturligvis begrænset, hvor meget vi nåede at udforske på madfronten. Dog kan jeg med sikkerhed sige, at Bruxelles har rigtig meget at byde på. Der er cafèer og restauranter over det hele og der er uden tvivl noget for enhver smag. Mange cafèer serverer de klassiske belgiske vafler og det samme kan man sige om pomfritter, som Belgien også er kendt for. Desuden er Belgien også lidt af et paradis, for alle os, som er glade for øl. Det er noget de går endnu mere op i, end vi gør i Danmark og mange barer har et kæmpe stort udvalg.

Vi nåede kun at få to restaurantoplevelser, men begge oplevelser var ualmindelig gode, så I skal naturligvis ikke snydes for en anbefaling:

  • Le Selecto: Den hyggeligste restaurant, hvor stemningen er ret fantastisk og meget fransk bistro-agtig. Menukortet er simpelt, men er er helt sikker noget for enhver smag. De har få pladser, hvor man sidder i køkkenet og spiser og det vil jeg klart anbefale, hvis man får muligheden for det. Det var totalt hyggeligt at følge med i hvad kokkene laver og desuden var de super søde og meget snaksalige.
  • Taverne Du Dassage: Okay, her snakker vi virkelig fransk bistro-agtig stemning og nok noget af det mest autentiske, jeg længe har oplevet. Selve restauranten består et kæmpe stort og prop-fyldt rum, hvor samtlige af tjenerne er mænd over 50 år. Maden er klassiske kødretter, pomfritter og bearnaise. Portionerne er enorme og betjeningen er i top. Den er placeret i et meget turistet område og ser ikke ud af meget udefra. Det ændrer sig heldigvis, så snart man træder ind. Kæmpe anbefaling herfra.

Bruxelles får mine største anbefalinger og lov mig lige at overvej at rejse derned, næste gang I skal på storbyrejse <3

   

2 kommentarer

Leave some love

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KAN VI TALE LIDT OM #8